Der er mange love inden for sundhedsområdet.
Som nogle få eksempler kan nævnes:
- Sundhedsloven
- Lov om virksomhedsansvarlige læger og tandlæger
- Autorisationsloven
- Psykologloven
- Apoteksloven
- Lov om markedsføring af sundhedsydelser
- Lov om en brancheadministreret registreringsordning for alternative behandlere
- Epidemiloven
- Vævsloven
- Kunstig befrugtningsloven
- Lov om krav til sikkerhed for net- og informationssystemer inden for sundhedssektoren
- Lov om medicinsk udstyr
- Blodforsyningsloven
- Lov om kvalitets- og sikkerhedskrav ved håndtering af menneskelige organer til transplantation
- Lægemiddelloven
- Lov om kliniske forsøg med lægemidler
- Lov om forsøgsordning med medicinsk cannabis og om ordning for dyrkning, fremstilling m.v. af medicinsk cannabis
- Dopingloven
- Lov om euforiserende stoffer
- Psykiatriloven
- Lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile
- Retspsykiatrisk behandlingslov
Herudover er der en lang række bekendtgørelser tilknyttet de enkelte love.
Som sundhedsperson kan du blive involveret i det danske klagesystem ad flere veje.
Det kan være ved klage over den sundhedsfaglige behandling på dit behandlingssted (styrelsessager), en klage konkret mod dig (disciplinærnævnssager), klage til diverse andre klagenævn eller klage over brud på patientrettigheder.
Sagerne kan udvikle sig sådan, at domstolene bliver inddraget i sagen.
For så vidt angår sager om godtgørelse eller erstatning for forkert behandling, er det patienten, der skal løfte beviset for, at du har handlet i strid med god faglighed, og at der er en tilstrækkelig sammenhæng mellem behandlingen og den skade, som patienten har lidt. Du er dog underlagt et strengere ansvar end inden for den almindelige erstatningsret. Det skyldes, at lovgiver har ønsket at lempe patienters mulighed for at få kompensation for forkert behandling inden for sundhedsvæsnet. Det betyder, at du potentielt kan ifalde et ansvar, hvis du har handlet i strid med såkaldt "erfaren specialiststandard".
Det er oftest en god idé at tage din advokat med helt fra starten, hvis der klages over dig. Vi tager til genmæle og fører pennen på dine vegne. Eller vi sparrer med dig og giver gode råd i baggrunden, hvis du foretrækker det.
Det første opkald til os er altid gratis.
- Rådgivet om krav på behandlingstilbud i udlandet.
- Rådgivet om en ALS-patients muligheder for at kræve respiratorbehandling i hjemmet frem for på hospital eller plejehjem.
- Rådgivet massør vedrørende markedsføringsforhold.
- Beskikket forsvarer i sag om medicinsvind på hospital.
- Bistand vedrørende tvist om respiratorbehandling i hjemmet eller på hospital.
- Med succes ført sag mod kommune vedrørende erstatningskrav fremsat mod tandlæge for fejlbehandling.
- Bistået klient vedrørende indsigt i journalmateriale.
- Rådgivet kirurg vedrørende tavshedspligt i relation til udlevering af journalmateriale.
- Bisidder under tjenstlig samtale med sygeplejerske.
- Bisidder for sundhedspersoner under tilsynssamtaler hos Styrelsen for Patientsikkerhed.
Nærværende har ikke til hensigt udtømmende at beskrive retstilstanden om maksimale ventetider for kræftpatienter, hvorfor visse forhold er udeladt for at begrænse omfanget. Eksempelvis er patientens ret og bopælsregionens pligt til at yde tilskud udeladt.
Reglerne om ventetider for kræftpatienter findes - hovedsageligt - i sundhedslovens § 88 og bekendtgørelse nr. 584 af 28. april 2015 om maksimale ventetider ved behandling af kræft og visse tilstande ved iskæmiske hjertesygdomme (herefter bekendtgørelsen).
Omfattet af ordningen er som udgangspunkt alle kræftsygdomme, jf. bekendtgørelsens § 1. Uden for bekendtgørelsen falder dog kræftsygdomme, som omfatter knoglemarvstransplantation, og hudkræft, som ikke er modermærkekræft, samt forskningsmæssig og eksperimentel behandling, jf. bekendtgørelsens § 2.
Ordningen er ikke en behandlingsgaranti i den forstand, at den garanterer patienter behandling inden for de fastsatte ventetider, jf. nærmere i nedenstående om bestemmelsernes ordlyd "om muligt" og "hurtigst muligt".
Efter sundhedslovens § 88 skal bopælsregionsrådet senest 8 hverdage efter, at et af regionens sygehuse har modtaget henvisningen af en patient, meddele patienten, om regionsrådet kan tilbyde behandling ved sit sygehusvæsen inden for den fastsatte maksimale ventetid - og i bekræftende fald meddele patienten en dato for forundersøgelsen.
Såfremt regionsrådet i bopælsregionen ikke er i stand til at tilbyde behandling inden for den fastsatte maksimale ventetid, skal patienten om muligt tilbydes behandling på et sygehus i en anden region, på et privat sygehus her i landet eller på et sygehus i udlandet, som kan tilbyde behandling inden for den fastsatte maksimale ventetid.
Bopælsregionen har således pligt til af egen drift om muligt - at tilbyde henvisning til et andet sygehus, hvis bopælsregionen ikke selv kan tilbyde behandlingen ved sit eget sygehusvæsen.
Kan regionsrådet i bopælsregionen ikke tilvejebringe et sådant behandlingstilbud, skal regionsrådet - hvis patienten ønsker det - hurtigst muligt meddele det til Sundhedsstyrelsen. Sundhedsstyrelsen henviser herefter om muligt patienten til behandling på et sygehus i en anden region eller på et privat sygehus her i landet eller på et sygehus i udlandet.
Hvis Sundhedsstyrelsen ikke kan finde et behandlingstilbud inden for de fastsatte frister, skal styrelsen hurtigst muligt meddele dette til patienten og oplyse patienten om dennes ret til selv at finde et behandlingstilbud, jf. bekendtgørelsens § 12, stk. 1. Det kan eksempelvis være et offentligt sygehus i udlandet, som patienten selv er i stand til at finde hvis det pågældende sygehus er i stand til på forsvarlig vis at påtage sig den behandling, som patienten er henvist til.
Sundhedsstyrelsens pligt til at henvise gælder dog ikke, hvis
- bopælsregionen eller Sundhedsstyrelsen tilvejebringer et tilbud om behandling, som kan finde sted på et tidligere tidspunkt end behandlingen på et offentligt sygehus, som patienten selv har fundet,
- behandlingstaksten er urimelig høj, eller
- udgifterne til befordring og ophold er uforholdsmæssigt høje.
Bekendtgørelsens § 2 oplister en række maksimale ventetider, der gælder for behandling af kræftsygdomme, medmindre hensynet til patientens helbredstilstand tilsiger noget andet. Som eksempler kan nævnes:
- Til udredning ved mistanke om kræft: 14 kalenderdage fra den dato, hvor sygehuset har modtaget henvisning til forundersøgelse, til den dato sygehuset har tilbudt at påbegynde udredning.
- Til operation efter afsluttet udredning: 14 kalenderdage fra den dato, hvor patienten på baggrund af information fra det behandlende sygehus om diagnose og behandlingsmuligheder m.v. har givet samtykke til den konkrete operation, til den dato sygehuset har tilbudt at foretage operationen og senest 28 kalenderdage fra den dato, hvor sygehuset har modtaget henvisning til behandling.
Efter bekendtgørelsens § 5 har patienten ikke ret til at få et nyt behandlingstilbud inden for den maksimale ventetid, hvis patienten har afvist en af sygehuset tilbudt dato for behandling, som ligger inden for denne. Bopælsregionen skal her tilbyde patienten behandling hurtigst muligt derefter.
Der kan efter omstændighederne være erstatningspligt, hvis de maksimale ventetider ikke overholdes, og der samtidig ikke leves op til at forsøge at henvise patienterne til behandling andre steder inden for fristerne. Den omstændighed, at det offentlige på grund af manglende ressourcer eller politiske prioriteringer ikke er i stand til at tilbyde behandling inden for de lovbestemte maksimale ventetider, indebærer dog ikke i sig selv, at patienten er berettiget til erstatning.
Kontakt advokat Andreas Olesen hvis du har spørgsmål til ventetider og erstatning i forbindelse hermed.
Når advokat Andreas Olesen underviser eller holder oplæg om sundhedsjura på danske sygehuse, spørger han jævnligt sundhedspersonerne, om de har deltaget i behandlingen af en patient.
Svaret hertil er ikke overraskende et ja.
De fleste sundhedspersoner er ikke i tvivl, om de i en bestemt situation har behandlet en patient. Alligevel tøver de lidt, når de efterfølgende bliver spurgt, hvad en patient så egentlig er.
Patientbegrebet er centralt i sundhedsjuraen, da det at være patient medfører en lang række rettigheder. Eksempelvis har afsnit III i sundhedsloven overskriften Patienters retstilling, og her fremgår det i § 13:
Reglerne i afsnit III gælder for patienter, der inden for sundhedsvæsenet eller andre steder, hvor der udføres sundhedsfaglig virksomhed, modtager eller har modtaget behandling af sundhedspersoner, medmindre andet særligt er fastsat i lovgivningen.
I afsnit III er efterfølgende beskrevet rettigheder vedrørende bl.a. patienters selvbestemmelse, aktindsigt og sundhedspersoners tavshedspligt.
Begrebet patient er ikke direkte fastlagt i sundhedsloven, men man antager, at en patient er en bruger af sundhedsvæsenet hvad enten vedkommende er rask eller syg. En modtager af en forebyggende sundhedsydelse eller en gravid er således også en patient. Uden for begrebet falder raske forsøgspersoner.
200324
Andreas Olesen er udover sit daglige virke som advokat ekstern lektor i sundhedsjura på Syddansk Universitet.
Han har således indgående erfaring med formidling af sundhedsjuraen og er god til at gøre komplicerede emner levende og let tilgængelige.
Andreas deltager gerne med indlæg i både små og store arrangementer. Det kan være, at I ønsker et brush-up på gældende regler, eller at I skal afholde et socialt arrangement og ønsker et fagligt indslag.
Programmet kan tilpasses efter jeres konkrete behov. Emner kunne fx være:
- Information og samtykke.
- Legale repræsentanter.
- Journalføring.
- Behandling af mindreårige.
- Behandling af midlertidigt inhabile.
- Behandling af varigt inhabile.
- Øjeblikkelige behandlingsbehov (akut behandling).
- Behandling med blod og når en patient afviser behandlingen.
- Behandling af uafvendeligt døende.
- Behandlingstestamenter.
- Tvangsbehandling.
- Tvangsindgreb (f.eks. tvangsindlæggelse, tilbageholdelse, tvangsernæring, medicinering, fiksering).
- Magtanvendelse.
- Psykiatri.
- Aktindsigt.
- Tavshedspligt og fortrolighed.
- Indhentning af helbredsoplysninger.
- Videregivelse af helbredsoplysninger.
- Databeskyttelse og særreglerne i sundhedsloven.
Kontakt Andreas Olesen for nærmere drøftelse om pris og indhold.
Ansættelsesret har gennem advokat Andreas Olesens juridiske opvækst været et af hans store fokusområder - og det er et område, hvor de fleste ejere/ledere i sundhedssektoren jævnligt har brug for et godt råd eller en kontrakt.
Det kan nemlig blive en dyr fornøjelse, hvis forholdene omkring ansættelse eller afskedigelse eller det derimellem ikke håndteres korrekt. Allerede i ansættelsesprocessen, dvs. før I beslutter at ansatte en bestemt medarbejder, er I underlagt en række ansættelsesretlige regler og krav. Når I har besluttet at ansætte en medarbejder, skal I så være opmærksom på, at I overholder ansættelsesbevislovens regler om i rette tid at give medarbejderen oplysninger om alle væsentlige vilkår - typisk igennem en ansættelseskontrakt, eventuelt med tillæg af en medarbejderhåndbog.
Når en af jeres medarbejdere skal afskediges, kan det også være minefyldt farvand. Det gælder særligt men ikke kun afskedigelser, der relaterer sig til graviditet/barsel, ligeløn, forskelsbehandling (f.eks. i forhold til race, religion, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller etnisk oprindelse), krav om deltid, tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter, tidsbegrænsede ansættelser, fravær grundet i familie- og nærtståendeorlov, virksomhedsoverdragelser, krav om bestemt arbejdstid og funktionærprivilegier.
Vi hjælper jer bl.a. vedrørende
- ansættelsesaftaler
- ferie, barsel, sygdom
- orlov
- konkurrenceklausuler
- bonus- og andre incitamentsordninger
- medarbejderhåndbog
- opsigelse
- bortvisning
- fratrædelsesaftale
- overenskomstspørgsmål
- ændring af arbejdsvilkår
- whistleblowerordning
- helbredsoplysninger.
Vi oplever ofte, at sundhedsfaglige virksomheder først bliver klar over juridiske eller forretningsmæssige problemer, når det er for sent. Eller at de nok er bevidste om problemerne, men usikre på løsningen og ikke får gjort noget i tide.
Advokat Andreas Olesen giver gerne en kop kaffe eller tager en telefonsamtale, hvor han lægger øre til jeres udfordringer og måske peger på problemer, som du ikke selv er opmærksom på.
Samtalen er gratis og uforpligtende. Er der behov for hjælp, lægger du sammen med Andreas en plan for det efterfølgende forløb, får en pris og Andreas tager de juridiske arbejdshandsker på.
Du taler måske som de fleste lidt på må og få med dine partnere, din ægtefælle, din revisor eller andre om de daglige forretningsmæssige udfordringer og deler lidt strøtanker om fremtiden med dem.
Som klient hos Andreas Olesen har du både en hotline til de små juridiske genvordigheder i dagligdagen og mulighed for en løbende tæt og fortrolig dialog om, hvor du og din praksis skal hen.
- boligadvokat.tips
- byggebranche.tips
- børneadvokaten.dk
- bådadvokaten.dk
- ejendomsadministration.tips
- fremtidsfuldmagt.tips
- inkasso.tips
- medarbejder.tips
- persondata.tips
- selskab.tips
- senioradvokat.dk
- sommerhus.tips
- sundhedsjura.tips
- testamente.tips
universadvokater arbejder med et stort antal fagområder. Kun enkelte af fagområderne har deres egen hjemmeside.
Når en patient henvender sig for behandling, er det vigtigt at huske på, at der allerede dér sker behandling af patientens personoplysninger, og at dette medfører en række forpligtelser. Det kan være svært at gennemskue, hvad disse forpligtelser består i, og mange vælger måske at bruge tiden på behandling af patienterne og ikke det administrative om personoplysningerne.
Særligt inden for det sundhedsfaglige område, hvor man typisk behandler personfølsomme oplysninger i form af patienternes helbredsoplysninger, er det vigtigt at sikre sig, at databehandlingen sker korrekt.
Vi er klar til at hjælpe med at sikre, at I overholder jeres forpligtelser i henhold til GDPR. Det gælder fx
- Afklaring af om jeres praksis er dataansvarlig eller databehandler - eller måske begge dele.
- Afklaring af om jeres praksis skal indgå en - eller måske endda flere databehandleraftaler og i bekræftende fald udarbejdelse heraf.
- Udarbejdelse af samtykkeerklæringer og klare retningslinjer for, hvornår samtykkeerklæringer kræves for at behandle bestemte personoplysninger.
- Udarbejdelse af standardbreve til patienterne med oplysning om behandling af deres personoplysninger.
- Udarbejdelse af risikovurderinger, fortegnelser og interne procedurer.
- og meget mere.
Kontakt advokat Andreas Olesen på 89 34 35 08 eller ao@universadvokater.dk for at høre mere om jeres forpligtelser i relation til GDPR, eller hvis du har spørgsmål til GDPR i øvrigt.
Den indledende kontakt er altid gratis og helt uforpligtende.
Det kan hurtigt blive meget dyrt at afskedige eller forskelsbehandle en ansat, der er beskyttet af ligebehandlingsloven - uanset om den ansatte er kvinde eller mand.
Ligebehandlingsloven bestemmer eksempelvis, at I som arbejdsgiver ikke må afskedige en ansat eller udsætte denne for en mindre gunstig behandling, fordi den ansatte har fremsat krav om eller udnyttet retten til fravær efter visse bestemmelser i barselsloven. Det samme gælder, hvis forholdet i øvrigt er begrundet i graviditet, barsel eller adoption.
Det er dog ikke i sig selv i strid med lovgivningen eksempelvis at afskedige en gravid - så længe afskedigelsen ikke er begrundet i graviditeten. Det centrale er den reelle begrundelse - og at I kan bevise den.
Domstolene pålægger arbejdsgiver at betale en godtgørelse i tilfælde, hvor en afskedigelse er begrundet i, at den kvindelige lønmodtager ikke er i stand til at udføre sit arbejde på grund af graviditeten. Det vil altså stride imod ligebehandlingsloven, hvis I afskediger en gravid ansat på et hvilket som helst tidspunkt under hendes graviditet - hvis opsigelsen reelt skyldes et fravær forårsaget af graviditeten.
Udover det hyppigt forekommende eksempel med afskedigelse af gravide, gælder beskyttelsen også i tilfælde af (indledt) fertilitetsbehandling, abort samt barnets død eller sygehusindlæggelse.
Mænd er beskyttet på lige fod med deres kvindelige kolleger. Ligebehandlingsnævnet har i den forbindelse udtalt, at fædres beskyttelsesperiode løber under moderens graviditet, uanset om der er varslet fædreorlov. I skal derfor være særligt opmærksomme, hvis I afskediger en mandlig ansat, der har en gravid partner.
Det særlige ved ansattes beskyttelse efter ligebehandlingsloven er den omvendte bevisbyrde. Udgangspunktet i dansk ret er, at det er den afskedigede ansatte selv, der må løfte beviset for, at denne er afskediget i strid med lovgivningen. Efter ligebehandlingsloven påhviler det imidlertid arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen eller forskelsbehandlingen ikke er begrundet i forhold, der strider mod ligebehandlingsloven. En bevisbyrde der kan være særligt svær at løfte.
Det forekommer hyppigt, at den ansatte afskediges umiddelbart efter udløbet af orlovsperioden. Efter lovens formulering pålægges arbejdsgiver i disse situationer ikke den strenge, omvendte bevisbyrde, men en såkaldt delt bevisbyrde. Det indebærer, at den ansatte skal kunne påvise omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er handlet i strid med ligebehandlingsloven. Hvis den ansatte kan løfte denne bevisbyrde, er det herefter jer som arbejdsgiver, der skal løfte beviset for, at princippet om ligebehandling ikke er krænket. Det kan være fristende for mange arbejdsgivere at vente med en afskedigelse til den ansatte er kommet tilbage fra en orlov. Det kan dog også være farligt. Hvis den ansatte kan bevise, at jeres beslutning om at afskedige den pågældende er truffet under dennes orlov, vil I nemlig kunne risikere at blive pålagt den omvendte bevisbyrde.
Afskediges en lønmodtager i strid med ligebehandlingsloven, kan afskedigelsen risikere at blive underkendt, således at den ansatte bevarer ansættelsen eller genansættes med bevarelse af alle ansættelsesretlige rettigheder, f.eks. anciennitet. Typisk vil sanktionen for arbejdsgiver dog være betaling af en godtgørelse - normalt mellem 6 og 12 gange den ansattes månedsløn på fratrædelsestidspunktet.
Kontakt os gerne, hvis I ønsker at sikre jer, at I overholder ligebehandlingsloven. Af skade bliver man klog, sjældent rig. Og det dyreste råd er ofte det, man aldrig fik.
Autorisationsloven har til formål at styrke patientsikkerheden og fremme kvaliteten af sundhedsvæsnets ydelser. Samtidig sikrer loven - ud over den faglige stolthed - tilliden mellem sundhedsvæsnets forskellige aktører og de enkelte patienter.
Lovens formål opnås ved autorisation af nærmere bestemte grupper af sundhedspersoner, hvor andres virksomhed på det pågældende virksomhedsområde kan være forbundet med større fare for patienterne. Eksempelvis hvor en person udgiver sig for at være læge uden at være det.
Konkret giver autorisationsloven dig, der er autoriseret sundhedspersoner, retten til at anvende en bestemt titel og til at udøve en bestemt sundhedsfaglig virksomhed. Autorisationen indebærer samtidig, at du er omfattet af en række pligter - eksempelvis pligten til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed.
Styrelsen for Patientsikkerhed fører tilsyn med den faglige virksomhed, der udøves af autoriserede sundhedspersoner og sundhedspersoner, som handler på disses ansvar. Autoriserede psykologer er dog undtaget, da tilsynet her ligger ved Psykolognævnet.
Såfremt du ikke overholder forpligtelserne, kan det medføre en række forskellige sanktioner - ultimativt fratagelse af autorisationen. Sidstnævnte kan være tilfældet, hvis du må antages at være til fare for patientsikkerheden på grund af en række forhold anført i autorisationsloven, f.eks. ved grov forsømmelse af stillingen.
Grov forsømmelighed foreligger, hvis du groft tilsidesætter dine faglige forpligtelser. De faglige forpligtelser kan - ud over pligten til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed - udledes af de pligter, der gælder om at føre patientjournaler, overholde reglerne om information, samtykke og tavshedspligt m.v. i forbindelse med patientbehandling.
Da fratagelse af autorisation er en afgørelse i forvaltningslovens forstand, har myndighederne pligt til at foretage partshøring, begrunde afgørelsen korrekt mv. Ofte vil selve afgørelsen være båret af et skøn, hvor der gælder krav til saglighed og proportionalitet.
Det indebærer blandt andet, at sanktionen ikke må gå videre, end hvad formålet tilsiger. Styrelsen for Patientsikkerhed skal således konkret vurdere, om et mindre indgribende middel, f.eks. et fagligt påbud, er en tilstrækkelig sanktion af den manglende overholdelse af pligterne.
Hvis det ikke findes tilstrækkeligt med mindre indgribende sanktioner, og en fuldstændig autorisationsfratagelse på den anden side ikke skønnes nødvendig fordi du ikke i alle aspekter af din faglige virksomhed er til fare for patientsikkerheden, kan der foretages en virksomhedsindskrænkning. Det kan som - eksempel - indebære, at du pålægges at afholde dig fra visse patienter og/eller behandlinger.
Herudover vil der i visse situationer være mulighed for midlertidig fratagelse af autorisationen, såkaldte afgørelser med vilkår, forbud, påbud, skærpet tilsyn eller suspension af autorisationen.
Som autoriseret sundhedsperson er du forpligtet til - på begæring - at afgive de oplysninger til Styrelsen for Patientsikkerhed, der er nødvendige for, at styrelsen kan gennemføre det faglige tilsyn. Det samme gælder for autoriserede sundhedspersoners arbejdsgivere. Herudover er du forpligtet til at medvirke efter styrelsens nærmere anvisninger. Dog har du ikke pligt i givet fald til at inkriminere dig selv.
Typiske spørgsmål i sager af denne karakter er:
- Er jeg omfattet af autorisationsloven?
- Hvilke pligter er jeg omfattet af?
- Har jeg overtrådt mine forpligtelser?
- Hvilken betydning kan det få for et eventuelt ansættelsesforhold?
- Er jeg forpligtet til at give oplysninger, der er omfattet af tavshedspligten?
- Er en bestemt sanktion berettiget?
- Hvordan er processen ved Styrelsen for Patientsikkerhed?
- Kan jeg få hjælp til en retssag?
- Kan en autorisation generhverves?
Kontakt advokat Andreas Olesen hvis du har spørgsmål i forbindelse med autorisationer, sundhedsloven eller ansættelsesret. Det koster ikke noget, før vi aftaler det.
Det fremgår af arbejdsskadesikringsloven, at pligten til at anmelde arbejdsulykker påhviler arbejdsgiver. Loven indeholder herudover en bestemmelse, der giver beskæftigelsesministeren til opgave at fastsætte nærmere regler om, at læger og tandlæger skal anmelde såvel klare som formodede tilfælde af erhvervssygdomme, som de pågældende gennem deres erhverv bliver bekendt med.
Dette blev gennemført ved en bekendtgørelse i 2016 om lægers og tandlægers pligt til at anmelde erhvervssygdomme til Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Bekendtgørelsen trådte i kraft den 1. januar 2017, hvor den tidligere bekendtgørelse om anmeldelsespligt samtidig blev ophævet.
Bekendtgørelsen anfører, at læger og tandlæger, der gennem deres erhverv konstaterer eller får mistanke om, at en person har pådraget sig en erhvervssygdom eller på anden måde har været udsat for skadelige påvirkninger på sin arbejdsplads, skal anmelde dette til Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Pligten til at anmelde gælder også for arbejdsrelateret vold, trusler og anden krænkende adfærd uden for arbejdstid.
Bekendtgørelsen anfører videre, at anmeldepligten påhviler enhver læge og tandlæge, uanset om lægen eller tandlægen er praktiserende eller ansat på sygehus, klinik eller anden institution. På sygehuse og klinikker m.v. påhviler anmeldepligten dog alene den ledende læge eller tandlæge på hver afdeling.
Anmeldelsen skal ske snarest muligt og senest 8 uger efter, at lægen eller tandlægen er blevet bekendt med erhvervssygdommen eller en skadelig påvirkning og den formodede sammenhæng med arbejdet. Der stilles ikke krav om den tilskadekomnes samtykke.
Bekendtgørelsen fastsætter herudover processen for selve anmeldelsen, bl.a. at den skal ske digitalt via Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings og Arbejdstilsynets fælles digitale anmeldesystem.
Hvis du som læge eller tandlæge ikke overholder pligten eller anmelder for sent, er sanktionen potentielt bøde- eller endog fængselsstraf.
Det er med jævne mellemrum et emne i medierne, at ventetiderne i det danske sundhedsvæsen er for lange. Emnet om ventetider berører da også særligt et værdimæssigt synspunkt: hvor længe kan vi være bekendt, at patienter skal vente på behandling?
Ventetider er imidlertid også et centralt sundhedsretligt emne og mere komplekst end bare tidsfrister nedskrevet i loven.
Visse aspekter vedrørende ventetider på behandling er undergivet udtrykkelig lovregulering. Det kan være eksterne ventetider som tiden indtil et tilbud om udredning, forundersøgelse, behandling, efterbehandling, genoptræning m.v. gives. Derudover gælder det også interne ventetider som eksempelvis tiden, som medgår til et behandlingsforløb, til et prøvesvar foreligger, til patienten informeres om resultatet, modtager et behandlingstilbud, og til behandlingen kan afsluttes.
Sundhedslovens § 82 b, stk. 1 bestemmer, at personer, der er henvist til udredning på sygehus, skal udredes inden for 1 måned, såfremt det er fagligt muligt. Fristen regnes fra modtagelsen af henvisningen på et af regionens sygehuse til udredningen kan afsluttes. I opgørelsen af tidsfristen medregnes dog ikke perioder, hvor udredningen må udsættes på grund af patientens helbredstilstand eller efter personens ønske. Pligten til udredning inden for fristen gælder - som udgangspunkt - uafhængigt af ressourcer, men kun såfremt det er fagligt muligt. Eksempelvis kan man som led i udredningen have behov for en observationsperiode for at kunne vurdere, om patientens tilstand er stabil. Mangel på en meget speciel ressource vil dog også konkret kunne berettige en fristoverskridelse.
Ud over maksimalventetiden for udredning er der i den sundhedsretlige lovgivning en række tilfælde, der er undergivet særlig lovregulering, f.eks. behandling af livstruende sygdomme samt alkohol- og stofmisbrug.
Det er typisk maksimalventetider, der har interesse for patienterne. Lovgivningen indeholder imidlertid også regler om minimumsventetider. Konkret fremgår det af sundhedslovens § 105, at sterilisation af personer mellem 18 og 25 år først må foretages 6 måneder efter at et tilbud om behandling er givet. Den såkaldte obligatoriske refleksionsperiode. Særlige hensyn kan dog fx berettige til at foretage sterilisationen før 6 måneder.
Ud over den direkte lovregulering er der i visse tilfælde også fastsat maksimale ventetider på behandling i overenskomster. Dette gælder særligt, hvis man yder konsultationer som alment praktiserende læge.
Det er ikke alle regler, der fremgår af lov eller overenskomst. Der gælder også såkaldte ulovbestemte ventetider. Ventetiderne fremgår således ikke af loven (eller af en overenskomst), men vurderes ud fra, hvad der er fagligt forsvarligt. Kravet om, at ventetiden skal være fagligt forsvarlig i det enkelte tilfælde, gælder også ved de ventetider, der er fastsat ved lov. Der skal dermed også i de tilfælde, hvor loven fastsætter maksimale ventetider - foretages en individuel faglig vurdering af ventetidens forsvarlighed.
Spørgsmålet om ventetider har desuden nær tilknytning til emnet om erstatningsansvar. Man vil nemlig potentielt kunne blive erstatningsansvarlig, hvis man ikke opfylder alle kravene til ventetider. Spørgsmålet har dermed også tilknytning til reglerne om ansvarsfritagelse, hvis ventetiderne bliver overskredet.
Kontakt advokat Andreas Olesen, hvis du har spørgsmål til ventetider eller erstatningsansvar. Det er bedre at klare konflikterne på forhånd end i retten.
Advokat Andreas Peter Olesen assisterede i efteråret 2022 en fysioterapeut i en klagesag ved Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS). Fysioterapeuten var indkaldt til samtale hos STPS, da styrelsen på baggrund af en indberetning fandt det nødvendigt at påbegynde et tilsynsforløb.
STPS vurderende forud for samtalen, at fysioterapeuten havde handlet i strid med såvel autorisationsloven som sundhedsloven. Efter samtalen konkluderede STPS, at der ikke var grundlag for yderligere tilsyn eller sanktioner. Sagen blev umiddelbart herefter afsluttet.
----------------------
Det er vigtigt, at du som sundhedsperson er opmærksom på reglerne om behandlingstestamenter. Du har nemlig i visse situationer en pligt til at undersøge, om patienten har oprettet et sådant.
Behandlingstestamenteordningen trådte i kraft den 1. januar 2019 og erstattede den hidtidige livstestamenteordning. For livstestamenter, der blev oprettet inden denne dato, gælder de tidligere regler.
Efter sundhedsloven § 26 kan enhver, som er fyldt 18 år og ikke er under værgemål, der omfatter personlige forhold, herunder helbredsforhold, oprette et behandlingstestamente.
Den pågældende kan i behandlingstestamentet udtrykke sine ønsker med hensyn til behandling, hvis vedkommende måtte komme i en tilstand, hvor patienten ikke længere kan udøve sin selvbestemmelsesret.
Heri ligger at man i et behandlingstestamente kun kan udtrykke sine ønsker til behandling i situationer, hvor man varigt og ikke blot midlertidigt er ude af stand til at varetage sine forhold.
Efter § 26, stk. 2, kan der i et behandlingstestamente optages bestemmelser om, at man som patient ikke ønsker livsforlængende behandling
- i en situation, hvor man er uafvendeligt døende.
- i tilfælde af, at sygdom, fremskreden alderdomssvækkelse, ulykke, hjertestop eller lignende har medført så svær invaliditet, at man varigt vil være ude af stand til at tage vare på sig selv fysisk og mentalt.
- i en situation, hvor behandlingen kan føre til overlevelse, men hvor de fysiske konsekvenser af sygdommen eller af behandlingen vurderes at være meget alvorlige og lidelsesfulde.
Om end det lægefaglige skøn er afgørende f.eks. i forhold til om patienten er uafvendeligt døende - vil der ofte også indgå et juridisk moment i vurderingen. Det kan f.eks. være i forhold til den tidshorisont, der skal være knyttet til den juridiske side af begrebet "uafvendeligt døende".
Det kan også være i forhold til ovennævnte pkt. 3, hvor kriterierne om alvorlige og lidelsesfulde begge skal være opfyldt. Eksempelvis behøver behovet for respiratorbehandling ikke være lidelsesfuldt, selv om der er tale om en alvorlig funktionsnedsættelse.
Det følger direkte af sundhedslovens § 26, stk. 5, at du, som sundhedsperson, i visse tilfælde skal undersøge, om der foreligger et behandlingstestamente. Patientens ønske er nemlig bindende for dig. Konkret nævnes hvor patienten ikke selv er i stand til at udøve sin selvbestemmelsesret, og du påtænker at iværksætte eller fortsætte livsforlængende behandling efter stk. 2 (som nævnt ovenfor). Herudover henvises til iværksættelse af behandling ved brug af tvang efter reglerne i tvangsbehandlingsloven.
Kontakt os hvis du har spørgsmål i forbindelse med behandlingstestamenter og dine pligter i forbindelse hermed. Det kan f.eks. være spørgsmål som:
- er det gyldigt?
- har patienten tilbagekaldt det?
- hvordan skal det fortolkes?
- hvordan skal livsforlængende behandling forstås juridisk set?
- kan en tilkendegivelse være betinget?
Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS) fører bl.a. tilsyn med faglig virksomhed, der udøves af autoriserede sundhedspersoner, og med sundhedspersoner, der handler på disses ansvar. Det følger direkte af autorisationslovens § 5 stk. 1.
Autoriserede psykologer er dog undtaget, jf. samme lovs § 5, stk. 3, da Psykolognævnet fører tilsyn med disse.
Efter autorisationslovens § 6, stk. 1, er du, som autoriseret sundhedsperson, forpligtet til på begæring af STPS at afgive oplysninger, der er nødvendige for gennemførelse af tilsynet, og at medvirke ved tilsynet efter de nærmere anvisninger fra STPS.
Det fremgår af forarbejderne til autorisationsloven, at det bl.a. indebærer, at du er forpligtet til på begæring at give møde hos STPS.
Oplysningerne har til formål at belyse din håndtering af en faglig problemstilling eller en problemstilling vedrørende din egnethed. Oplysningerne kan bl.a. være:
- journalmateriale,
- redegørelser om en konkret behandling af en patient og baggrunden herfor, eller
- hvilken information, patienten har modtaget i forbindelse med behandlingen m.v.
Du skal være opmærksom på, at du har ret til ikke at inkriminere dig selv, jf. retssikkerhedslovens § 10, stk. 1. Du har med andre ord i denne forbindelse en tavshedsret. Hvis der er konkret mistanke om, at du har begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf, gælder autorisationslovens oplysningspligt nemlig ikke i forhold til dig som mistænkt - medmindre det kan udelukkes, at oplysningerne kan have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse. STPS skal vejlede dig om denne tavshedsret.
Du kan meddele samtykke til at afgive oplysningerne. Hvis du gør det, skal samtykket være skriftligt og skal meddeles på et frivilligt, specifikt og informeret grundlag. Du kan til enhver tid tilbagekalde dit samtykke.
Efter den almindelige oplysningspligt er du ikke forpligtet til at underkaste dig f.eks. psykiatriske, neurologiske eller andre sagkyndige undersøgelser. STPS kan dog give påbud herom til brug for belysning af en sag om din egnethed, jf. autorisationslovens § 10 a. Det vil også kunne være kontrolforanstaltninger, som f.eks. en urinprøve til belysning af om du er påvirket af alkohol eller medicin eller har indtaget diverse lægemidler.
Kontakt advokat Andreas Olesen, hvis du har spørgsmål til dine rettigheder og pligter i forhold til Styrelsen for Patientsikkerhed. Andreas har erfaring vedrørende bistand til og fremmøde sammen med sundhedspersoner, der er indkaldt til at give møde ved STPS.
Med jævne mellemrum er sundhedspersoner tilbageholdende med at videresende oplysninger og materiale, f.eks. journaludskrifter - til deres advokat, da de er bekymrede for at bryde tavshedspligten.
Det vil dog i praksis være nødvendigt for advokaten at få dette videregivet for at kunne bedømme sagen juridisk korrekt og dermed sikre sundhedspersonens rettigheder og afklare eventuelle forpligtelser.
Autoriserede sundhedspersoners tavshedspligt er udtrykkeligt fastsat ved lov i sundhedslovens § 40, stk. 1, der har følgende ordlyd:
En patient har krav på, at sundhedspersoner iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold og andre fortrolige oplysninger, jf. dog reglerne i denne lov.
Ved ordene "jf. dog reglerne i denne lov" ligger der i selve bestemmelsen om tavshedspligt en henvisning til, at patienten i visse tilfælde ikke har krav på, at sundhedspersonen iagttager tavshedspligten.
Det følger i den forbindelse af sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 2, at videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan ske uden patientens samtykke, når videregivelsen er nødvendig for berettiget varetagelse af væsentlige hensyn til f.eks. sundhedspersonen selv. I dette tilfælde hensynet til at sundhedspersonen har adgang til at sikre sin retsstilling ved advokatbistand.
I sag nr. 0126916 fra Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn havde en praktiserende læge overgivet en patientjournal til sin advokat med henblik på advokatens vurdering af, om patientens søn kunne få aktindsigt. Der forelå ikke et brud på tavshedspligten, og nævnet udtalte i den forbindelse:
Nævnet har lagt vægt på, at en person altid kan vælge at lade sig repræsentere af en advokat med henblik på at få juridisk bistand, uden at der herved opstår spørgsmål om, hvorvidt det vil være brud på tavshedspligten, at der videregives de til sagens varetagelse nødvendige oplysninger til advokaten. Nævnet kan i denne sammenhæng oplyse, at en advokat har tavshedspligt vedrørende de oplysninger, som advokaten får kendskab til i forbindelse med varetagelse af en sag.
Heri ligger også at der skal være plads til, at sundhedspersonen sender sin advokat materiale og/eller oplysninger, der ender med ikke at blive relevant for sagen, da en del af advokatbistanden omfatter en vurdering af, om det kan være relevant.
Synspunktet er i øvrigt næppe overraskende og er også udtrykt indenfor andre retsområder. Eksempelvis fremgår det direkte af funktionærlovens § 10, stk. 1, at funktionærer har ret til at give oplysninger til deres fagorganisation om deres egne løn- og arbejdsvilkår. Et forbehold i ansættelseskontrakter mod at give sådanne oplysninger vil være ugyldigt.
17062023
Som sundhedsperson kommer du, eller din klinik/arbejdsplads, måske ud for at blive indklaget for Styrelsen for Patientklager eller for Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, der sekretariatsbetjenes af Styrelsen for Patientklager. De kan give en påtale, hvis de finder, at du ikke har handlet i overensstemmelse med normen for almindelig faglig standard.
Andreas Olsen trækker naturligvis på bistand fra sine kolleger i universadvokater, når dette giver mening og det vil det ofte gøre i sådanne klagesager.
Marie Hviid Pedersen var nemlig 2020-21 ansat som juridisk sagsbehandler i Styrelsen for Patientklager og har derfor en indgående indsigt i, hvorledes styrelsen behandler klager hvordan sagsgangen er, hvilke informationer, der indhentes, hvad der tillægges særlig vægt osv.
Kontakt Andreas Olsen, hvis du skulle få en klage på halsen. Andreas fører gerne sagen for styrelsen eller nævnet for dig/jer.
Taber du en klage til disciplinærnævnet, risikerer du at få dit navn offentliggjort, hvis
- der gives kritik med indskærpelse,
- det er tredje gang inden for fem år, at der gives kritik, eller
- det er en afgørelse over et kosmetisk indgreb.
Patientrettigheder udgør en central del af sundhedsjuraen. Begrebet dækker over en række forskellige emnekredse, som man som sundhedsperson skal være fortrolig med, fx
Ret til behandling: Patienter har ret til at modtage sundhedspleje. Dette omfatter retten til som udgangspunkt at vælge mellem forskellige behandlingsmuligheder og retten til at afvise behandling.
Selvbestemmelsesret: Patienter har ret til at træffe beslutning om deres egen sundhedspleje. Dette betyder, at sundhedspersoner skal respektere patientens autonomi og i normalsituationer ikke må foretage behandling uden patientens samtykke.
Informeret samtykke: Før en behandling kan påbegyndes, skal patienten give sit informerede samtykke. Dette betyder, at sundhedspersonen skal give patienten alle de nødvendige oplysninger om behandlingen, herunder om potentielle risici og fordele, som patienten har brug for for at kunne træffe beslutning på et ordentligt grundlag.
Anvendelse af tvang: I visse situationer kan sundhedspersoner være nødt til at anvende tvang, for eksempel hvis en patient udgør en umiddelbar fare for sig selv eller andre. Brugen af tvang er imidlertid strengt reguleret og skal altid være sidste udvej.
Fortrolighed: Sundhedspersoner har pligt til at beskytte patientens fortrolige oplysninger i forhold til andre. Sundhedspersonens forsigtige udgangspunkt bør være, at alt er fortroligt, med undtagelser - ikke omvendt.
Aktindsigt: Patienter har ret til adgang til deres egen sundhedsjournal og til diverse bilag, dokumenter og kommunikation. Aktindsigt er ikke bare aktindsigt. Der findes forskellige niveauer, og der findes undtagelser.
Klage og erstatning: Hvis en patient mener, at han/hun har været udsat for lægefaglig eller administrativ fejlbehandling, har han/hun ret til at klage og søge erstatning for skade eller tab.